Floating Points - live (UK)  

Jessy Lanza - live (CAN)  

Floating Points, Jessy Lanza – Lørdag 29/02

Vega - 220 + gebyr

Floating Points – live (UK)

Floating Points aka britiske Sam Shepherd er et af den elektroniske musikscenes største navne – og han har et af de mest intimiderende cv’er. Han er kendt som en arkæologisk pladesamler af jazz og verdensmusik, han har en ph.d. i neurovidenskab, driver pladeselskabet Eglo Records, leder et 16 mand stort ensemble og er en højt beskattet dj.

Vigtigst af alt har han domineret det seneste årti med en diskografi, der byder på mere end et dusin ep’er og to studiealbums. Albumdebuten ’Elaenia’ fra 2015 var med sine meditative, intrikate arrangementer og vægtløse ynde et uventet stilskifte fra fortidens kluborienterede lyd, der er belagt med udødeliggjorte produktioner som ’People’s Potential’ og ’ARP3’. Ikke desto mindre var debuten en sofistikeret og gennemført bedrift, der understreger britens grænseløse brillans.

Med øjnene evigt rettet mod nye retninger udgav Floating Points i 2019 albummet ’Crush’ brygget på et heureka-lignende øjeblik af spontanitet. Inspireret af hjemlandets IDM- og UK Garage-konturer fra 1990’erne reflekterer Floating Points over aggressioner og stress på et album, der såvel er balsam for sjælen som en befriende oplevelse på dansegulvet.

 

Jessy Lanza – live (CAN)

Den canadiske producer og vokalist Jessy Lanza katapulterede sin vej ind på den elektronisk musikscene med albumdebuten ’Pull My Hair Back’, der udkom på det anerkendte britiske pladeselskab Hyperdub. Albummet gennemsyder af 80’er-inspirerede beats lavet på vintage hardware-maskiner, som Jessy Lanza foretrækker frem for computeren.

’Pull My Hair Back’ blev i 2016 efterfulgt af ’Oh No’, hvor Jessy Lanzas postmoderne sangskrivning nærmest agerer et mashup af 40 års musikalsk pophistorie, som canadieren har kværnet til sin egen maskinelle, dansable lyd. Ovenpå de luftige og pop-eksperimenterende produktioner hviler Jessy Lanzas Sade-lignende falset, der både fungerer som et ligestillet instrument i lydbilledet og et samlingspunkt for referencer, der blandt andet tæller jazz, japansk eksperimentalisme og moderne hiphop. Mens Jessy Lanza i årenes løb har samarbejdet med og lånt sin vokal til prominente navne som Caribou, Ikonika og duoen Junior Boys, arbejder hun videre med nyt materiale, der udmunder sig i et nyt album i 2020.