Hannah Diamond (UK)  

Klein (UK)   Ydegirl (DK)   Yangze (DK)  

Posh Isolation after dark (dj)   Little artist (dj)  

KPH Volume – Fredag 28/02

100 kr + gebyr

Hannah Diamond (UK)

Da Hannah Diamond for seks år siden brød igennem som et af de største navne på PC Musics kollektiv af syntetisk pop-fortolkere, spekulerede dele af musikbranchen på, om hun var mere ægte end et Instagram-filter eller en mail fra en nigeriansk prins. Men bag et glittet eksteriør af sukkerpop og autotunede vokaler gemmer sig en kvinde af kød og blod med tredimensionelle nuancer. Det står uomtvisteligt klart på det aktuelle debutalbum ’Reflections’, der besidder dragende popekskursioner, dybe refleksioner og en lyd, der bedst kan beskrives som leftfield-tyggegummipop.

Yangze (DK)

Yangzes avantgardistiske og fortryllende electropop svømmer mellem dikotomiske poler, mellem strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt. Yangze havde sidste år æren af at åbne den første omgang Journey, og nu er Yangze aka. Jakob Littauer tilbage på plakaten med debut-ep’en ‘Event Horizon’, der er en digitaliseret hyldest til naturen.

Klein (UK)
DAZED: Klein the supernatural South London singer with a new stunt

Det er ikke for ingenting, at Kleins fanbase tæller prominente navne som Björk, Laurel Halo og Dev Hynes. Den elektroniske kunstner fra det sydlige London arbejder i en esoterisk og udefinerbar ramme med musique concréte-elementer, abstrakte vokalpitches og mørke teksturer, der italesætter sort britisk kultur, familie og tab. Tre år efter det selvudgivede debutalbum ‘Only’ er Klein nu aktuel med den anmelderroste opfølger ‘Lifetime’, som Pitchfork kalder Kleins mest personlige album til dato.

Ydegirl (DK)

Ydegirl alias Andrea Novel bevæger sig i et lydbillede, der nedbryder grænserne mellem r’n’b, folk og klassisk kompositionsmusik; skiftevist elektronisk og akustisk, komponeret og produceret, minimalistisk og overvældende. Centralt står Andrea Novéls vokal, der både synger og chanter og giver et indblik i, hvad hun selv beskriver som et limbo af budskaber. Hendes seneste ep, ‘notes19’, er et fragmenteret værk, som både trækker på barokkens musiktraditioner og nutidens popmelodier, og som har høstet femstjernede anmeldelser hos både Gaffa og Undertoner.

DJs:
POSH ISOLATION AFTER DARK line-up TBA.
Little Artist